Ny udstilling på Golfen.

Så er der ny udstiller i Mariagerfjord Golfcenter:
Kathrine van Godt fra Visborg, udstiller malerier i Mariagerfjord Golfcenter august og september.
Kunstneren Kathrine van Godt er født og opvokset i Asaa i Vendsyssel, men flyttede til Hadsund i 80’erne sammen med sin mand Henning Kjærsgaard. De havde i en årrække butikken van Godt i Storegade Hadsund, men kunsten trak i Kathrine, og da der åbnede sig mulighed for at arbejde professionelt med kunsten, valgte hun at tage chancen. Det har ført hende vidt omkring, både med egen kunst og utallige kunstprojekter med børn og unge.
Senest har hun deltaget i Art Week Kerteminde, hvor 34 kunstnere både fra indland som udland udstiller kunst i en uge på det smukke Lundsgård Gods lige uden for Kerteminde. Ud over at udstille havde kunstneren også kunstworkshops for børn og i samarbejde med kunstnerne Dencker+Schneider afviklede trekløveret flere kunstevents.
Hjemme i kunstnerens atelier Gl. Visborgvej 165, Visborg, har der de første uger af skolernes sommerferien været sommerkunstskole for børn, og forældrene kører gerne deres børn fra Ålborg, Hobro, Randers, Rebild til kunstskole van Godt. Der blev også tid til sommerkunstskole i uge 32 på Bratskov Hovedgård, og i denne uge deltager kunstneren i et stort fælles BMMK projekt – Børns møde med Kunsten – hvor 300 børn deltager og ugen afsluttes med stor kunstnerisk fællesevent på Kulturmødet Mors.
Næste mål er kunstudstillingen ” Kunst for Alle” Cph. oktober, hvor Kathrine van Godt især er kendt for de små finurlige grisefigurer, Pig Arts. Kunstneren har arbejdet med denne figur igennem flere år, og mindre travlt i værkstedet blev der ikke, da Adrian Lloyd Hughes fra Smagsdommerne for nogle år siden, omtalte Pig Art figuren i sin åbningstale på ”Kunst for Alle” i Ridehuset, Århus. Flere Pig Arts er solgt til udlandet. Der er grise på Manhatten, Berlin, Schweiz, Sverige men også rundt om i Danmark, har de små finurlige figurer fundet sig godt tilrette.
Men på Golfen i Hadsund er det malerierne, der er i fokus, og udstillingen viser hvordan kunstneren eksperimenterer med forskellige udtryk og materialer. Det sidste nye er Coffee Spots i gyldne og gråsorte nuancer. De første malerier fra serien er allerede solgt til kunstforeningen Novo Nordisk og flere Coffee Spots er på vej.
Så naturligt nok ses Kathrine van Godt sjældent svinge golfkøllerne på Mariagerfjord golfbane, men hendes sving med penslerne, kan i tiden ses i klubhuset.
Alle er naturligvis hjertelig velkomne til at komme og se udstillingen og måske nye lidt på terrassen og se ud over fjordlandskabet  – der i folkemunde går som golfklubben med Danmarks Smukkeste udsigt.