Så er der en ny udstilling i Mariagerfjord Golfcenter. Denne gang er det Ingrid Nørholm fra Als og Eva Christensen fra Hadsund der udstiller. De har før udstillet sammen i forskellige sammenhænge, og begge har før udstillet på Golfcentret, og ligeledes har de i flere år arrangeret påskeudstilling i Als.
Eva Christensen er mest kendt for sine akrylmalerier med får og fugle som motiver. Malerierne, især af fugle og okser kan være dramatiske , mens fåre billederne udtrykker stilhed og ro i et udefinerbart landskab. Det er naturen og landskabet som går igen i malerierne, hvor atmosfæren og lyset, særlig den nordiske er inspirations kilde. Malerierne er malet i dæmpede jordfarver, så indtrykket bliver diffust og sløret. Eva Christensen udstiller løbende forskellige steder på gallerier, kunstforeninger og kunstmesser.
Ingrid Nørholm bruger ofte kraftige klare farver i flere lag. Inspirationen kommer som altid i selve maleprocessen.
Hun har i den seneste tid arbejdet med forskellige teknikker, som gør billederne mere ”lette” og diffuse. Hendes hensigt er at give beskueren en positiv oplevelse og samtidig appellere til fantasien. Ingrid Nørholm udstiller i mange forskellige sammenhænge og er medlem af Mariagerfjord Kunstrute.
Udstillingen er i juli og august, alle er naturligvis meget velkomne til at kigge forbi.
Udsigten fra klubhuset er ubeskrivelig smuk og udgør sammen med kunsten en perfekt ramme om en god oplevelse.
På billedet fra venstre Eva Christensen og Ingrid Nørholm