Årets medhjælpermatch blev afviklet søndag, den 26. oktober. Udover selve golfmatchen stod den på morgenmad, forplejning i lynhytten og efterfølgende middag med præmieoverrækkelse.
Klubbens bestyrelse takkede varmt for den uvurderlige indsats, som langt over 100 frivillige hjælpere yder i alle kroge af klubben - hjælp til greenkeeperne, styring af klubber-i klubben, vejledning til begyndere og meget, meget mere.
Dagens match blev vundet af Marianne Ramsing Bøhne tæt fulgt af Grete Ravn på andenpladsen. Der var også præmier for nærmest flaget på par-3 hullerne, og de blev næsten alle vundet af damerne. En dag, hvor girl-power virkelig var i højsædet. En mandlig deltager spurgte da også spagfærdigt: "Er der ikke også præmier til herrerækken?"
